Albanvinimport består af Johannes og Valdemar Alban, far og søn. Familiebåndet er uomtvisteligt, og det er interessen for vin også – vi elsker vin.
Johannes interesse i vin startede for mange år siden og er løbende blevet holdt ved lige, når der skulle handles, laves mad, spises mad og på diverse rejser. Og nu er han så heldig, at hans ældste søn, Valdemar, er gammel nok til at nyde og nørde sammen med ham, selvom sønnens viden, slubren og kommentarer til tider kan slå ham ud af kurs, for hvorfor fanden ikke bare nyde det, når det nu smager så forbandet godt. Favoritvinene kommer fra Toscana, Piemonte, Bourgogne og Californien. Og især førstnævnte er kommet ind under huden de sidste par år. Det skyldes, at sommerturene er gået hertil og det vil fortsætte mange år endnu. Ikke kun på grund af vinen, men i høj grad også på grund af Toscanas skønhed, menneskerne og maden. Det hele går op i en højere enhed – og ja, og så på grund af det faktum, at man kan køre dertil, da Johannes hader at flyve.
Valdemars fortid som sælger og butiksassistent i Skjold Burne fornægter sig ikke. Her blev næsen forfinet sammen med de kyndige smagsløg, og det er endnu ikke lykkes Valdemar at nyde et glas vin uden at slubre og kaste vinen rundt i glasset, som var det en edderkop, der kravlede rundt i håret. Af samme grund er det også Valdemar, der har beskrevet vinen her på hjemmesiden, da hans evner for detaljer langt overstiger hans fars. Hans yndlingsvinområder er Toscana, Piemonte, Bordeaux og Champagne, og så har han en svaghed for nogle af de tyske vine. Valdemar er hverken bange for at flyve eller nyde vine i diverse sociale sammenhænge, men den bedste vin nydes juleaften i selskab med familien.
22573032 | |
mail@albanvinimport.dk | |
Boulevarden 14 4760 Vordingborg Sjælland og Lolland-Falster |